Man siger at indledningen til et mesterværk er det sværeste at skrive. Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har altid vidst hvordan slutningen på mit liv skulle se ud, ned til mindste detalje; huset, børnene, den perfekte mand og katten der render rundt i haven med en klokken rundt om halsen. Men jeg har aldrig vidst hvordan jeg skulle påbegynde denne rejse.
Det med at blive voksen er noget der kommer langsomt krybende hen imod dig. Du indser ikke at du er har mistet din ungdom, før det er for sent, når du ikke længere kan gøre det du lovede dig selv at nå, inden det blev for sent. Men jeg har haft min åbenbaring, jeg er på ingen måde klar til at være voksen, for jeg har knap nok oplevet at være ung. Jeg må bare holde ud af være barn lidt endnu, det giver mig også mere ret til at fejle, for jeg er trods alt ikke gammel nok til at være vis på alting.
Forældre forventer at man er voksen og ansvarlig, men hvad er der egentlig galt med at lade sine børn være børn, bare lidt endnu?
Jeg savner at være eventyrlysten, bare at stige på toget uden at vide hvor det fører hen, eller hvilke konsekvenser det har, eller hvad du kan lære undervejs. Bare springe ud i det, selvom folk siger at det er en dum idé, og man skal høre på dem, for de har været igennem det samme engang. Og hvad så? Lad mig lære af mine fejl, for jeg kan bestemt ikke lære noget af dine. Jeg skal have nogle skræmmer, nogle ar, nogle ridser i lakken der kan vise verden, at hende her, hun har virkelig levet, hun har givet 100 procent, og hun er blevet et bedre menneske af det.
Jeg har behov for at gøre noget for mig selv, for en gangs skyld, uden at tænke på hvilke konsekvenser det har for andre. Jeg har brug for at stå på kanten til noget nyt, og tage springet, springet som jeg aldrig har taget før. Jeg har brug for at presse mig selv, hvor jeg hidtil har tøvet.
Insert drum roll here.
Jeg ved godt hvad mit næste skridt er, and I’ll let you know when I’ve worked out the kinks.
